Typer af læskedrikke

Danske tapperier producerer både sodavand, juice, most, cider, iste og energidrikke.

Typer af læskedrikke

Tapperierne producerer en lang række forskellige typer drikke. Nedenfor er branchens produkter beskrevet kort.

For nogle af produkterne – f.eks. juice, naturligt mineralvand og kildevand – findes der i fødevarelovgivningen varestandarder, der beskriver krav til produkternes sammensætning.

For andre produkter findes der ingen varestandarder i fødevarelovgivningen, ligesom der ikke findes særlige branchestandarder.

Læskedrik med kulsyre

Læskedrik med kulsyre består typisk af vand, sukker og kuldioxid, samt eventuelt frugtsaft og godkendte tilsætningsstoffer. Eksempler på læskedrikke med kulsyre er cola og appelsinvand.

Læskedrik med kulsyre uden sukker (light) og læskedrikke med nedsat sukkerindhold

I stedet for sukker kan læskedrikke tilsættes godkendte sødestoffer som aspartam, acesulfamkalium og saccharin. Nogle læskedrikke er endvidere combisødede, hvilket vil sige, at de både indeholder sukker og sødestoffer. Sukkerindholdet i combisødede læskedrikke er nedsat betydeligt i forhold til indholdet i almindelige sukkersødede læskedrikke. De fleste varianter af læskedrikke findes også som light-produkter.

Læskedrik uden kulsyre

Læskedrikke kan fremstilles uden tilsætning af kulsyre. Et eksempel på en læskedrik uden kulsyre er iste.

Energidrikke

Energidrikke er læskedrikke, der indeholder koffein samt evt. vitaminer, mineraler eller visse andre stoffer. Energidrikke indeholder ikke mere energi, i form af sukker, end andre læskedrikke, som sodavand og saftevand. De er derimod en kilde til energi pga. deres indhold af bl.a. koffein og ofte også glucoronolacton og taurin. Koffein forekommer naturligt i kaffe, te, guarana, kakao, colanødder mv., men tilsættes også fødevarer i form af ekstrakter af ovennævnte planter eller som rent stof. Energidrikke er tilsat mere end 150 mg/l koffein. Koffein er kendt for at have en opkvikkende effekt, der påvirker forskellige mennesker i forskellig grad. Energidrikke med højt koffeinindhold skal mærkes med ”Højt koffeinindhold. Bør ikke indtages af børn eller gravide eller ammende kvinder”.

Du kan læse om fakta om energidrikke her.

Juice

Juice er ren frugtsaft, som er fremstillet enten direkte af citrusfrugter/æbler eller af koncentreret citrusfrugtsaft/æblefrugtsaft. Juice må ikke være sødet med sukker.

Æblemost

Æblemost er ren æblesaft. Æblemost må ikke tilsættes sukker.

Cider

Danskproduceret cider er lavet af æble- eller pæresaft. Alkoholindholdet i cider skal udelukkende stamme fra forgæring af sukker. Cider kan tilsættes naturlige aromaer og vand samt sukker før og efter gæring.