Vandtyper

Bryggerier og tapperier producerer forskellige typer af vand.

Naturligt mineralvand

Naturligt mineralvand er vand, der er godkendt af fødevaremyndighederne som naturligt mineralvand. Der findes en liste over godkendte naturlige mineralvande i EU. De skal stamme fra en underjordisk kilde, og de skal overholde regler om bl.a. udvinding og mikrobiologiske grænseværdier, der er fastsat i en dansk bekendtgørelse om naturligt mineralvand, kildevand og emballeret drikkevand.. Her kan du se en video om kravene til naturligt mineralvand udarbejdet af European Federation of Bottled Waters.

Kildevand

Kildevand er ikke som naturligt mineralvand godkendt særskilt af fødevaremyndighederne. Kildevand skal ligesom naturligt mineralvand stamme fra en underjordisk kilde, og det skal overholde regler om bl.a. udvinding og mikrobiologiske grænseværdier, der er fastsat i bekendtgørelsen om naturligt mineralvand, kildevand og emballeret drikkevand, samt kemiske grænseværdier, der er fastsat i et EU-direktiv om kvaliteten af drikkevand.

Emballeret drikkevand

Emballeret drikkevand er drikkevand, der er tappet på flaske eller anden emballage, og kravene hertil er også fastsat i bekendtgørelsen om naturligt mineralvand, kildevand og emballeret drikkevand og i direktivet om drikkevandkvalitet.

Dansk vand

Betegnelsen “dansk vand” beskriver vandtyper, der består af drikkevand, som ofte stammer fra en kommunal vandforsyning. Vandet emballeres og tilsættes kulsyre samt diverse salte.