Mørk Ale

Mørk Ale er brygget på mørke basismalte, specialmalte og ofte råfrugt. Her kan du blive klogere på underkategorien Brown Ale.

Brown Ale

En mildt humlet øl med lav bitterhed og let til middel sødme.  Øltypen stammer fra England, hvor bryggerne i slutningen af 1700-tallet for første gang brugte betegnelsen Brown Ale om den mørke overgærede ale.  Det er brugen af mørk malt, der giver Brown Ale sin mørke farve, som varierer fra kobberfarvet til mørkebrunt. I dag bliver Brown Ale brygget over hele verden, men er mest kendt i den traditionelle britiske udgave, udgaven fra Newcastle Brewery og den amerikansk udgave, der blev udviklet i 1980’erne, hvor amerikanerne for alvor tog øltypen til sig.

The sweetest beer in London

Den traditionelle britiske Brown Ale blev som sagt første gang betegnet som en Brown Ale i 1700-tallet, selvom øltypen egentlig bare var en britisk Mild Ale brygget på 100% brun malt, som gav øllet dets mørke farve. Op gennem 1800-tallet forsvandt den dog mere eller mindre igen, da mange af de britiske bryggere skiftede den brune og ristede malt ud med den nye, billigere og lyse pale malt, der blev brugt til at brygge Pale Ale. I starten af 1900-tallet genoplivede Mann Brewery dog Brown Ale ved at markedsføre den som ”the sweetest beer in London” med vægt på øltypens karakteristiske sødme, der stammer fra den ristede malts høje indhold af uforgærbart sukker. Det gjorde Brown Ale til en af de mest populære øl i London i 1920’erne.  I dag findes den britiske Brown Ale i mange forskellige udgaver og smagsnuancer, men fælles er den milde og runde smag, som domineres af ristet malt og smagen af karamel, sirup, kiks og chokolade. Karakteristisk for den britiske Brown Ale er også den forholdsvis lave alkoholprocent, der ligger mellem 3,3 og 5,4 %, hvilket også adskiller den fra andre typer af Brown Ale, som kan have en højere alkoholprocent.

Mørk Ale til smagsrige retter

Mørke Ales er med deres udprægede maltkarakter generelt en god ledsager til mørke og intense kødretter. Den britiske Brown Ale er oplagt at nyde til stegt kød og kraftige saucer, mens den amerikanske Brown Ale, grundet sin mere humleprægede smag, er oplagt til krydrede retter, asiatisk mad og stærke oste.

Pladsholder

Newcastle Brown Ale

Nogle mener dog, at det var Newcastle Brewery, som fik sat øltypen på verdenskortet, da grundlæggeren af Newcastle Brewery, Colonel James Porter, i et forsøg på at udvikle en Bass Ale endte med at udvikle den øl, der blev til Newcastle Brown Ale.  Den søde maltsmag og en lidt højere alkoholprocent gjorde den særligt populær. Rygterne siger endda, at politiet måtte bede Newcastle Brewery om at sænke alkoholprocenten i deres Brown Ale, da den var for populær og førte til lidt for mange forseelser.

Amerikansk Brown Ale

Den amerikanske Brown Ale blev udviklet i 1980’erne, hvor hjemmebryggere i Texas og de tidlige craft brewers i Californien for alvor tog den mørke britiske ale til sig og udviklede en amerikansk udgave. Den amerikanske Brown Ale er kendetegnet ved en mere udpræget humlesmag og aroma. Den amerikanske Brown Ale har også en mere markant bitterhed, og alkoholprocenten er højere, end hvad man sædvanligvis oplever i den traditionelle britiske udgave.

Profil:

Oprindelse: England

Farve og skum: Fra kobber til mørkebrung med en cremefarvet og tæt skumkrone.

Smag: Sød, maltet og med noter af ristet brød, maltbolcher, honning, kanel, vanilje, chokolade, tørret frugt og nødder.

Serveringstemperatur: 10-13°C

Alkoholprocent: 3,3 – 7%

Gæring: Overgæret

Mørk Ale