Øl og dessert

Traditionelt har øl ikke spillet en stor rolle, når desserterne kom på bordet. Men øl kan være en fin medspiller til det søde køkken.

For mange er øl ikke det naturlige valg, når der skal vælges drikkevarer til desserten. Her har vi en lang tradition for at sætte dessertvine på bordet i stedet. Men ifølge ølspecialist Bjarke Bundgaard fra Carlsberg Danmark er der god grund til at prøve øl af ved dessertbordet:

– Når øllen kommer i selskab med de mange søde smagsnuancer på dessertbordet, så udfordres den fine balance i øllen mellem maltens sødme og humlens bitterhed.

Han forklarer, at udfordringen ved at servere øl til desserten er, at dessertens sødme ofte overdøver øllens sødme. Resultatet bliver, at øl fremstår bitter og i skarp kontrast til dessertens smagsnuancer.

Men man behøver ikke at gå uden om øllen, når det bliver tid til dessert. Øl kan give et rigtig godt modspil til desserterne. Det handler om at finde den rette balance mellem smagsnuancerne.

Bjarke Bundgaards råd er at gå uden om de sødeste desserter. Det kan eksempelvis være dem, som indeholder marengs eller marcipan. Og så kan det også være en god idé at nedjustere sukkerindholdet en anelse i den dessert, man vælger at servere. Så er der større chance for at ramme sødmebalancen. Det er også en god ide at servere øllen til desserterne lidt koldere, end man ellers ville.

Øl kan desuden også anvendes i desserter. Porter/Stout er for eksempel velegnet i chokoladebagværk og cremer, mens Brown Ale kan anvendes til hjemmelavet is.

Øl og oste

Ost_milde_bloed90x90Milde og bløde oste
Feta
Lysere øl som pilsner og classic er bedst til milde og bløde oste. Aromaen i pilsner- og classic-øl er præget af korn og malt, humle, krydderier og frugt.

ost_fed90x90Fede oste
Hvidskimmel
Højt kulsyre- og alkoholindhold gør hvedeøl og stærke pilsnertyper til et oplagt valg til fede oste. Stærke pilsnere har typisk aroma af korn, malt, humle og blomster – hvedeøl af grønt græs, blomster, krydderier og frugt.

Ost_toer_fast90x90Tørre, faste oste
Gul skæreost
Tørre, faste oste kalder på kraftigere øl som bock og lagerøl. Bock og lagerøl har typisk aroma af malt, karamel, tørret frugt og lidt humle – maltbolcher og karamel findes desuden ofte i lagerøl.

Ost_syreholdig_modne90x90Syreholdige, modne oste
Lagret Danbo
Aromatiske ales skaber balance imellem øllet og de smagfulde oste. Ales har ofte aroma af korn, malt, humle, krydderier, nødder, frugt og bær.

ost_kraftig90x90Kraftige oste
Blåskimmel
Høj alkoholprocent gør portere, stouts, og barley wines til blåskimmelostens øl. Portere og stouts har aroma af ristet brød, kaffe, chokolade, krydderier, frugt og bær. Barley wines er kendetegnet ved deres høje alkoholprocent.