Hvid Januar giver tørst efter alkoholfri øl
Hvid Januar giver bryggerierne et mersalg af alkoholfri øl på omkring 30% til butikkerne. Men også i årets øvrige måneder stiger salget pænt. I 2024 solgte bryggerierne 8,7% mere alkoholfri øl end året før.
Butikkerne har fyldt deres lagre godt op med alkoholfri øl for at imødekomme øl-tørstige forbrugere, der holder Hvid Januar – altså undgår alkohol i årets første måned.
I december solgte bryggerne 27,3% mere alkoholfri øl til detailhandlen end i en gennemsnitlig måned i 2024, viser tal fra Bryggeriforeningen. I forhold til måneden før var det alkoholfri salg hele 38,1% højere.
”Mersalget til Hvid Januar er et tydeligt tegn på, at bryggerierne er i stand til at levere et alkoholfrit alternativ, som forbrugerne er glade for”, siger Bryggeriforeningens direktør, Nick Hækkerup.
Salget af alkoholfri øl er steget hvert eneste år siden 2014, og 2024 var ingen undtagelse, idet det totale salg af alkoholfri øl fra Bryggeriforeningens medlemmer steg med 8,7% til lige over 9 millioner liter. Dermed er salget næsten femdoblet på ti år.
Langt de fleste alkoholfri øl bliver sandsynligvis nydt derhjemme, idet 86,2% af de alkoholfri øl købes i butikkerne, mens 13,8% serveres på barer, caféer og restaurationer.
16. januar 2024