Bryggerierne bekæmper coronakrisen med kreative salgstiltag
Mange virksomheder er hårdt ramt af coronakrisen, og de danske bryggerier er ingen undtagelse. De er nemlig storleverandører til de brancher, der i øjeblikket er lukket ned – hoteller, restauranter og caféer samt underholdningsindustrien. Flere af de mindre bryggerier risikerer at måtte dreje nøglen om, men de har taget sagen i egen hånd og forsøger med kreative salgstiltag at få en del af den udeblivende indkomst ind på kontoen.
Online ølsmagning og specialøl to go
Det unge bryggeri, People Like Us, er også ramt af coronakrisen, men har eksempelvis taget kampen op ved at afholde en online-ølsmagning, som løber af stablen lørdag den 21. marts. Via deres hjemmeside køber man en øl-pakke, hvorefter man på lørdag kan streame ølsmagningen live på Facebook, hvor grundlægger Lars Carlsen og brygger Rune Lindgreen smager med og fortæller om de forskellige øl. De har desuden åbnet op for, at man kan komme forbi på Amagerbro i København og få fyldt en flaske eller to med lækkert specialøl fra fad – hanerne bliver naturligvis sprittet af efter hver tapning. People Like Us er et mindre bryggeri, der har til huse på Amager. Det blev grundlagt i 2016 med en ambition om at brygge godt øl og skabe arbejde til mennesker fra socialt marginaliserede grupper. De voksede hurtigt, og bryggeriet består i dag af 60 medarbejdere, hvoraf 90 % har en diagnose – alt fra autisme, over depression til PTSD.
Nyd en øl i trygge rammer
Det glæder Niels Hald, som er direktør i Bryggeriforeningen, at se bryggeriernes mange kreative salgstiltag, som skal afhjælpe en del af det manglende salg, og som gør det muligt for forbrugerne at nyde godt dansk bryg i trygge rammer:
”Det er fantastisk at se, hvordan bryggerierne takler den ellers triste og svære situation med kreative idéer, som økonomisk hjælper bryggerierne, men som også kan være til stor glæde for forbrugerne, der kan købe godt dansk øl med hjem og nyde det i trygge rammer.”
Takeaway beer og drive-in salg
Hos Bryggeriet Skands har man også tænkt kreativt. Det har åbnet op for konceptet ”Takeaway Beer”, som gør det muligt for kunder at komme forbi bryggeriet, hvor de kan fylde bagagerummet med gode flaskeøl. Bryggeriet ligger i Brøndby ved København, og dets kendetegn er håndbrygget øl efter gamle traditioner, hvilket både afspejler sig i navnene på og råvarerne i flere af øllene.
Randers Bryghus har åbnet op for drive-in salg. Det samme gælder Amager Bryghus, som holder drive-in salg, når de på lørdag lancerer en ny øl.
Dørtrinslevering og fri fragt
I det hele taget er der mange af bryggerierne, der har åbent op for, at man kan afhente øl direkte hos dem med mindst mulig fysisk kontakt, mens andre nu leverer til døren eller tilbyder fri fragt. Viborg Bryghus havde stor succes med at få afsat deres Påske Bock, efter at det lavede et opslag på Facebook, og andre øl fra bryghusets sortiment kan man nu få leveret til dørtrinnet.
Niels Hald opfordrer forbrugerne til at støtte op om bryggeriernes kreative salgsidéer, som man kan læse mere om på deres Facebook- og hjemmesider.
” Bliv hjemme – og nyd en øl fra danske bryggerier. Ved at støtte op om bryggerierne i denne svære tid, sikrer vi, at vi også kan nyde det gode danske bryg efter coronakrisen, samt at arbejdspladserne på flest mulige af de 216 danske bryggerier bliver bevaret”, siger Niels Hald.